Modeuge: Wood Wood

Nogle tanker om den danske mode

Når man pryder sig med navnet Dansk Mode, må det være på sin plads at fundere lidt over det danske modebillede i ny og næ. Så here goes. Modeugen i København er netop overstået, og tydeligst af alt står et opgør med klichéen om den evig minimalistiske danske og skandinaviske mode. Husker jeg tilbage på sidste uges shows, kan jeg da i hvert fald komme i tanke om noget gotisk sort i mange lag, og syninger vendt på vrangen. Noget eksperimenterende i farver og snit med spraglet print og avangarde former. Noget Københavner-streetkultur med sportselementer, bløde huer, bomberjakker og 90´er referencer, der sprænger minimalismens syninger uden forbehold.

Klart, der vil altid være en æstetik, som skandinaviske mærker bruger som rettesnor i deres designs. Og det fungerer jo også fantastisk flot, når f.eks. Bruuns Bazaar viser en velskåret kollektion med rene linje og farver så klassisk, at de minder mere om et fint møbel eller noget lækkert porcelæn end et stykke hverdagstøj. Men min pointe er, at der er så meget andet, der er værd at lægge mærke til, når vi taler om dansk mode. Og minimalister findes der jo også i andre lande. Tyskland har sin Jil Sander, og så er der jo amerikanske Calvin Klein, der også kan noget med de rene linjer. Så jeg synes, vi skal droppe snakken om den nordiske minimalisme og i stedet åbne øjnene op for en ny skandinavisk mode, der faktisk rummer en masse andre spændende tendenser.

Hvad skal vi så lægge mærke til? Jamen én af de ting, der sker lige nu er, at designerne ikke kun kigger indad og arbejder med det klassisk nordiske og de rene linjer, men orienterer sig ud i verden, og trækker på referencer fra et hav af lande og subkulturer i modebilledet. Asger Juel Larsen-showet f.eks. kombinerede en meget dansk streetkultur med noget, der nok bedst kan beskrives som det, der sidst blev set i club-kulturen i 90´ernes London. Det ville i hvert fald være synd at sælge korte bomberjakker med metalplader, neon grønne og orange huer, flammeprint fra top til tå og mønstrede mengings som dansk minimalisme. Eller hvad?

Og Asger Juel Larsen er bestemt ikke den eneste designer, der udfordrer den klassiske danske mode. Også mærker som Wood WoodPeter Jensen og Soulland har lagt fingeren på verdens puls og hiver inspiration fra alverdens storbyer med til den Københavnske modeuge og gadebilledet herhjemme. Selvom snittende hos f.eks. Wood Wood er skarpe, var indflydelsen fra gadebilledet i Berlin, hvor mærket faktisk har holdt deres shows i en overgang, tydeligt mærkbart i kollektionen. Og nu, hvor det danske streetmærke også er begyndt at præsentere deres designs på det amerikanske marked, kunne der godt anes lidt New Yorker-chik i tøjet. Her tænker jeg f.eks. på hattende, overtøjet og bukserne, der var mere elegante end set tidligere, og fik mig til at tænke på bl.a. Phillip Lim.

Samme søgen mod udlandet har vi set i noget tid hos designer Peter Jensen, der har sin faste base i den engelske hovedstad London. Det kan spores i hans farverige designs, der er dramatiske i udtrykket og bærer et britisk-touch, der svært kan benægtes. Hos Soulland sker det samme. Tidligere fandt designer Silas Adler inspiration i det russiske, og i sidste uge hed kollektionen så ?Home vs. Away?. Nu kunne jeg blive ved med eksemplerne, der selvfølgelig også kan spores i pigetøjet. Men det er nok feset ind, hvor jeg vil hen. Åben øjnene, drop klichéerne, og læg mærke til alle de spændende ting, der sker i det danske modebillede lige nu! Det er inspirerende – også for en erklæret tilhænger af enkelt og minimalistisk design som mig selv.

   

Vær den første til at kommentere

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

SKRIV EN KOMMENTAR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Modeuge: Wood Wood